Bliv klog på miljøet på stranden

17. juni 2019

Halsnæs byder på et hav af gode badestrande, men man kan lave andet end at hoppe en tur i det lækre vand. Blå Flag-strandene i Halsnæs har nemlig også en række sommerarrangementer 'på land'.

Trekanten i Hundested

22. juni er der Kystvandring med mødested ved Trekanten i Hundested.

Blå Flag-strandene byder på flere arrangementer i løbet af sommeren, og allerede i juni kan man blive klogere på miljø og kyst. 

Affaldstelt med konkurrencer

Fredag den 21. juni kl. 14-17 kan man gå op opdagelse i affaldstelte på stranden i Liseleje. Her kan man dyste i strandaffaldskonkurrencer, mens medarbejdere fra Halsnæs Kommunes affaldsteam byder på en kop biogaskaffe og en snak om affald.

I teltet kan man også høre mere om den kommende affaldsplan, der lægger op til endnu mere genanvendelse blandt andet fra sommerhusområderne i Halsnæs. 

Fodtur om kystbeskyttelse

Lørdag den 22. juni kl. 10 er der kystvandring fra Hundested til Kikhavn og retur. Mødestedet er toiletbygningen ved Trekanten, og der spadseres ad både kyststi og strand, hvorfor egnet fodtøj anbefales.

Undervejs taler en repræsentant fra Halsnæs Kommune om nedbrydningen af kyst og strand - og hvad det store, kommende kystbeskyttelsesarbejde forventes at ville betyde for Halsnæs' strande.

Begge arrangementer er gratis, og alle er velkomne til at deltage.